Liberalismen.dk

Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.

Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.  
  Kjeld Flarup

Rusland i EU

Efter optagelsen af de 10 nye lande i EU, kommer spørgsmålet hurtigt, hvem bliver de næste. Ud over de resterende østlande diskuteres Tyrkiet meget, men der er faktisk en anden oplagt og økonomisk langt mere interessant kandidat, nemlig Rusland.

Kommissionens formand Romano Prodi har sagt om Ruslands eventuelle optagelse i EU, at Rusland var for stort til at EU kunne magte opgaven at optage Rusland. Bevares, indbyggertallet i Rusland er kun dobbelt så stort som de 10 nye medlemslande. Men hvad han mente med dette var at EU ikke havde den økonomiske styrke til at forvrænge markedskræfterne i Rusland.

For hvad er det EU gør nu hvor der er kommet 10 nye lande med i EU, jo man sikrer sig at de hurtigst muligt kommer op på et EU prisniveau, så de ikke er en handelsmæssig konkurrent til de gamle EU lande. Dette gør man ved at overføre milliarder af Euro til disse nye lande. Resultat, optagelsen af de nye EU lande ødelægger det frie marked og konkurrenceevnen.

Det er en økonomisk fordel at optage de 10 nye EU lande fordi der er så stor økonomisk forskel på dem og os. Dette vil styrke EU’s økonomi fordi et frit marked altid vil udligne de økonomiske forskelle gennem vækst. Østlandene har en større vækst end vestlandene og ved at optage østlandene får vi del i denne vækst.

Men netop derfor er Rusland endnu mere interessant at få med ind i EU's indre marked. Væksten i Rusland er endnu større end i de østlande som vi har taget med. Og Rusland har ambitioner om at fordoble BNP i løbet af de næste 10 år. Derfor gælder det om hurtigst muligt at få Rusland ind i folden.

Desværre så tyder EU kommissionens formands udtalelser på, at det er EU’s agt hurtigt muligt at ødelægge fordelene ved det indre marked. EU er ikke intereseret i økonomisk udvikling, men i politisk udvikling.
2004-05-28